Kvinderegensen 2026 – Restaurering af kollegiets gymnastiksal

Restaurering af Kvinderegensens gymnastiksal

Kvinderegensens historiske gymnastiksal fra 1932 har gennemgået en omfattende restaurering og modernisering med fokus på både bevaring, funktionalitet og komfort. Projektet omfattede samtidig en lyd- og brandmæssig opgradering af kollegiets originale værelsesdøre, som er en vigtig del af bygningens arkitektoniske identitet.

En særlig udfordring var at forbedre dørenes brand- og lydegenskaber uden at ændre deres karakteristiske udtryk. Løsningen blev en næsten usynlig forsætning af dørblade og hængsler, som opfylder de tekniske krav, samtidig med at de oprindelige detaljer og proportioner er bevaret. Resultatet er, at kollegiets bevaringsværdige gangmiljø fremstår uændret, mens komforten og sikkerheden er væsentligt forbedret.

I gymnastiksalen var det oprindelige oregonpinegulv fra 1932 blevet alvorligt beskadiget ved oversvømmelsen i 2012. Gulvet er derfor blevet udskiftet med stor respekt for salens historiske karakter. Samtidig er uhensigtsmæssige installationer blevet fjernet eller flyttet, så rummets oprindelige kvaliteter igen træder tydeligt frem.

Det tilhørende køkken er blevet omdannet til et moderne og funktionelt samlingspunkt for kollegiets mange arrangementer. Køkkenet er udstyret med bar, kølefaciliteter og en skjult industriel opvaskeløsning, der understøtter større arrangementer uden at dominere rummets arkitektur. Materialevalget er nøje afstemt med bygningens øvrige interiør, blandt andet gennem et smukt gulv af Ølandssten, som harmonerer med de eksisterende gulve i kollegiet.

Et centralt mål med projektet var at forbedre de akustiske forhold i både salen og de omkringliggende beboelsesrum. I samarbejde med en tysk akustikspecialist blev der udviklet løsninger, hvor både gulvkonstruktion, støbning og loftdetaljer blev udført med stor præcision. Resultaterne kunne mærkes umiddelbart efter ibrugtagningen, hvor støjgenerne for beboerne i værelserne over salen og i de tilstødende rum blev markant reduceret.

Projektet er gennemført i tæt samarbejde med kollegiets selvstyre og efor samt med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal. Restaureringen er gennemført inden for både den aftalte tidsplan og det fastlagte budget og fremstår i dag som et eksempel på, hvordan historiske bygninger kan opgraderes til moderne krav uden at miste deres arkitektoniske og kulturhistoriske værdier.

Rådgivningen har omfattet udarbejdelse af fondsansøgning, alle arkitektydelser samt bygge- og økonomistyring.

 

Bygherre: Kvinderegensen

Arkitekt: Wuttke & Ringhof Arkitekter BDA

Ingeniør: D&N Rådgivende Ingeniørfirma A/S

Akustikrådgivning: MNP Ingenieure, Lübeck